Løb i sikkerhed

Hjælp jeg er dansker…..

Det er faktisk ikke noget nyt, jeg er født på Fyn, Danmark. Der er dog noget i min opførsel som gør, at jeg efter diverse undersøgelser nærmest med sikkerhed kan sige at jeg er dansker.

Blandt andet har sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen skrevet at danskerne mangler gode manerer og høflighedsfraser, når de færdes i det offentlige rum. Han peger på, at det måske en mulig grund kan være, at vi føler os høflige, men mangler sproglige standardformuleringer til at give udtryk for det.

Da jeg i midtfirserne kom hjem fra England, lod jeg mærke til at jeg manglede ordet please og den større frekvens af tak, når jeg skulle bestille mad eller købe noget i en butik. Jeg husker dog ikke, at det tog mig ret lang tid til at tillægge mig den danske jargon.

Vores direkte tilgang til andre folk og samtaler smitter af på den måde, vi opfører os. Ofte uden høflighedfraser går vi direkte ind i vores samtaler uden udenomssnak.

Jeg har altid været meget direkte, det er først i de senere år, at jeg er begyndt at tænke over, hvad der kan ske….

Når jeg møder nogen, jeg kender – hanner (mænd) med deres hustruer – det er uanset alderen på han’en!! Så sker det! Lad mig slå fast, at jeg opvokset i en drenge-klike, så jeg bare rigtig dårlig til at “læse” kvinde-“sproget” – men jeg øver mig….

Goddag - Tegning: venligst "lånt" fra nettet. Da jeg af gode grunde ikke selv havde et foto...

Goddag – Tegning: venligst “lånt” fra nettet. Da jeg af gode grunde ikke selv havde et foto…

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lidt for-info: Den anden dag var jeg ude at løbe med min veninde. Og vi støder på en hundeluftende ældre mand, som får et kort hej – og min veninde bemærker også, at han kigger genkendende på mig. Min hukommelse er ikke så stærk, men jeg erindrer dog at jeg kender ham fra mit job i 90’erne hos Nybolig. En som jeg har haft mange samtaler med. Jeg har dårlig samvittighed over, at jeg har hilst så overfladisk på ham.

Forleden ser jeg i posthuskøen selvsamme mand, og jeg vil da være høflig og hilse “rigtigt” denne gang. Da jeg har klaret mit ærinde, vender mig  går i retning af ham i køen. Jeg starter med et frejdigt “Hej…” samtidig med at jeg fortsætter min ordstrøm, udstøder hans kone, som står et skridt foran ham i selvsamme kø, et hej. Hende havde jeg ikke set, så jeg nikker til hende imens min talestrøm fortsætter henvendt til manden. Jeg mener også at erindre, at jeg smiler inden jeg retter blikket tilbage på hendes husbond….

Vi får hurtigt afklaret, at han var hundelufteren, og at det var længe siden. Da jeg får øje på, at hans ene øje er blåt, det kommenterer jeg komiker-agtigt, med et kæmpesmil på læberne og henvendt til ryggen af hans kone i håb om respons eller bidrag til samtalen.

– Så er hun nu begyndt at slå dig?

-Ja, siger han og fortsætter smilende- Jeg har fundet ud af, at hun slår lige så hårdt, som hun er skrap!! Og vi smågriner lidt. Nu har jeg en forventning om at hun ville vende sig om og deltage i samtalen. Han skynder sig at tilføje:

– Nej, jeg har fået fjernet lidt af øjenlågene…. han fortæller videre, og viser mig, at han også skal have fjernet hud ved det andet øje, da det generer ham, når han skal se!

Hustruen har under hele samtalen ikke har ikke sagt et ord, eller vendt sig om, imens jeg febrilsk prøver at finde ud af, hvad hun hedder. Ja, da jeg stadig ikke kan huske mandends navn, som jeg oftest havde snakket med, når han var forbi Nybolig. Så var det en umulig multitasking: at komme i tanke om navne samtidig med, at jeg prøver at føre en samtale.

Og så er det, at hun træder et skridt tilbage, imens hun drejer sig rundt, og river de to pakker ud af hånden på sin mand og vender sig tilbage i køen uden et ord.

Jeg prøver at glatte ud, så jeg spørger, hvad de er på posthuset med. Han fortæller beredvillig, at hustruen har syet nogle bestikholdere, som nogen har bestilt hos hende.

– Det lyder da spændende, det bliver der måske brugt meget tid på?, siger jeg til hendes ryg – her ville jeg jo gerne kunne have husket hendes navn, men ak…. og hendes mand svarer mig.

Vi smal-talker ganske lidt mere og nu er hustruen åbenbart færdig med sine postærinder og uden at kigge på sin mand, skridter hun ud af køen og fortsætter i en anden retning. Postafdelingen ligger lige ved siden af bageren. Jeg kigger på ham og siger med et smil.

-Nå, nu vil hun nok have kager til kaffen!!

Han drejer hovedet og får øje på hendes raske skridt væk. Imens han skynder sig efter hende får han mumlet et-eller-andet. Jeg når at opfatte, at det er noget med, at de lige har fået kaffe….

Jeg står lige et øjeblik og kigger efter ham i hælene af hende forsvinde ud af svingdøren!!

Der er det jeg igen minder mig selv om:

– Marianne, uanset hvad, når du snakker med en mand, og han har sin kone eller kæreste med, så HUSK HUSK HUSK at hilse på hun’en!!  Ikke kun et nik – nej stop din talestrøm og fyr en lille høflighedsfrase af til hende – …..så har du formodentlig glemt, hvad det var du ville sige til hannen!!…  – men han har ikke en sur hun efter en samtale med dig!!

Jeg vil dog fortsætte med at være høflig, når jeg har mulighed og tid til det. Hilse og snakke kort eller længe med alle dem, jeg kender! Hvis jeg ikke hilser, så er det sikkert, fordi jeg ikke har fået øje på dig eller mine tanker er et andet sted.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Løb i sikkerhed