Frivillige, socialt samvær og fællesskab

Hvis der er noget, som gør mig glad, så er det når nogen gør noget frivilligt. Her tænker jeg ikke kun på alle dem, som er frivillige ved Smuk-fest i Skanderborg, for de får trods alt en modydelse i form af adgang til festivalen.

Det er rigtigt prisværdigt, når Simon Jørgensen fra Kjellerup Svømmeklub bruger omkring 40 timer af sin fritid (ud over den tid som han bruger som formand for foreningen) på at pynte Kjellerup Svømmehal. Derudover også de 53 børn som i uge 27 lavede mosaikker til at hænge op på væggen.

Det er simpelthen et super godt initiativ.

Så er der Mausing Mølle, hvor blandt andet spejderne slår dørene op med aktiviteter som tømmerflådesejlads, svævebaner, snobrødsbagning og andet for børn og unge. Det er også frivilligt og ulønnet. Det er livsbekræftende, at specielt unge vil gøre noget for andre børn og unge. Mange af spejderne gør det også, fordi de simpelthen ikke kan lade være med at være aktive. Det er en ekstra appelsin i turbanen, at de med deres aktivitet gør andre mennesker glade.

Frivillige uden sikkerhedsnet

Under vores ferie i USA, hvor der er rigtig meget frivilligt arbejde, det er lige fra opgaver relateret til socialrådgiverhverv til det lidt mindre komplicerede som indsamling af sponsorgaver, oplevede jeg, hvor et meget tyndmasket sikkerhedsnet vi har i Danmark. Der bliver i USA taget nogle initiativer, hvor de danske fagforeninger ville skride ind øjeblikkeligt, men det er simpelthen med til at gøre livet mere tåleligt for mange mennesker. Jeg ser det ikke som noget forfærdeligt, at der er nogen, som tager disse initiativer, jeg kan se, hvordan kreativiteten blomstrer. Jeg ved godt, det sker på baggrund af, at der ikke er ”sikkerhedsnet” som i Danmark. Og alligevel ser jeg det som noget sundt, som vi kunne lære noget af i Danmark.

Frivilligt fællesskab

Simon, Asger og Mikkel Lau fra Silkeborg, som ligger kræfter i Street Plaza. Hvilket jeg hørte og så ved selvsyn en aften, hvor jeg bevægede mig ned ved passagen på Vestergade mod søen.  Qua min alder, formoder jeg, vidste jeg ikke noget om stedet, men synes med det samme, at det var en god idé. Jeg har ikke talt med de unge mænd, men jeg formoder også, at dette er frivilligt arbejde.

Jeg kan sagtens tilslutte mig idéen om, at de unge skal kunne mødes på tværs af interesser og finde fællesskab. Det er helt klart bedre for dem at møde forskellige mennesker, uden at de har deres PC eller mobil tatoveret ind i håndledet.

Samtaler uden elektroniske medier

Til blandt andet konfirmationer har jeg oplevet, at de unge ikke kan sætte en samtale i gang. De sidder enten og kigger ned i bordet (jeg ved ikke, om det var deres mobil, de gemte i skødet, som de kiggede på eller sendte sms fra) eller sender tomme blikke til forældrene. Vi ser det også i hverdagen, hvor to venner eller veninder sidder ved siden af hinanden med ansigtet rettet mod deres mobil (eller Ipad).

De unge socialiserer sig for lidt fysisk efter min mening. Derfor tror jeg også på som Simon, Asger og Mikkel, at dem som vil tage imod et tilbud om at være fysisk tilstede, for at få sig nogle musikalske eller andre arrangementer som fællesoplevelser, vil få et mere indholdsrigt liv end at dalre rundt i gaderne.

Kig i egne rækker

Der er dog stadig positive oplevelser i den rigtige retning, også indenfor egne rækker. Under vores ferie i USA, hvor vi boede hos vores venner, med meget fugtig varme udenfor, oplevede vi, at ungerne søgte indenfor om aftenen efter at have små hyggesnakket rundt om bålet med kiks og skumfiduser. Ud over den ”våd-klamme” varme også mættet af det fysiske samvær, formodede jeg.  Efter et par timer kommer en af dem ud igen til os svedige og mygge-stukkede voksne. Det første jeg siger, er:

– Hvilken film ser I så?

– Vi ser ikke film!!

Med meget forundring og skeptisk stemme samt en meget forudindtaget forventning om, at de så var på nettet, enten hver for sig eller måske havde dristet sig til at se noget sammen to og to, fortsætter jeg.

– Hvad laver I så?

– Vi snakker.

Selvom jeg blev taget i mine fordomme, så var jeg alligevel stolt over, at de elektroniske medier ikke var spil, og ungerne ikke kun, rent fysisk, var til stede.

Kom så Silkeborg!!

Bidrag med et parklignende sted, hvor unge, familier og de ældre kan mødes på tværs af interesser og ”opleve” hinandens fysiske tilstedeværelse – udført i frivillighedens navn.

 

Udgivet 6. august 2013 – i redigeret udgave på 400 ord. – Midtjyllands Avis