Op på lakridserne og ud at se!

I Silkeborg er en konge født

Konge fra Silkeborg, ja, det er ikke en af dem, vi betaler apanage til, det gør Nike. Men det skulle være helt sandt, det siger golf-eksperterne i hvert fald. Thomas Bjørn er konge… af dansk golf. Thomas har lige vundet Omega European Masters i Schweiz. I alt har Danmark 27 danske sejre på European Tour og Thomas er indehaver af de 14. Det er stort, og det er bare flot. Så Thomas Bjørn til lykke med de to nye titler.

 

Hunde gør mange mennesker glade. Nogle af dem gør også landet mere sikkert. Det er specielt de omtalte bombehunde, jeg tænker på her. Efterspørgslen på bombehunde i USA er steget voldsomt. Desværre er den tragiske hændelse ved Boston Maraton i april en af årsagerne. Bombehundene bliver kaldt ud til alt lige fra baseball-kampe til store firmaer for at afsikre områderne. Det skaber tryghed, at der er en bombehund til stede.  I USA har de over seks år brugt over 100 milliarder kroner på at udvikle højteknologiske bombedetektorer, for så at finde ud af at den bedste til jobbet er en hund. Det er da rart, at ikke alt skal skiftes ud med maskiner og robotter.

 

Politiarbejde eller læren om pli

Det kan virke, som banale opgaver at sætte dyrt uddannede politibetjente til at dele bøder ud for gadetisseri, men heldigvis er politiet begyndt at slå hårdere ned på det. Det er steget til en tusse for at bruge gaden som toilet, og i år er der 80 personer, som har fået en bøde i Silkeborg. Butiksejerne i Nygade bruger meget tid, når de møder på at rydde op efter weekendens festaber. Det er ikke kun tis på vinduerne og det det er værre på trappen. Det er også madrester, pizza tværet ud på vinduerne og opkast. Desværre er det ikke kun, når folk er fulde at de ikke kan finde ud at finde en skraldespand (eller tage deres affald med sig).

Til gadefodbold har jeg oplevet, at folk svælgede sig i fadøl fra plastikbægre og frankfurtere på pølsebakker, og her var faktisk kun tale om voksne mennesker. Folk lod affaldet ligge, der hvor de havde siddet, skønt der på hvert hjørne af fodboldbanerne (som kun var håndboldbanestørrelse i denne liga) var placeret tilhørende skraldespande. Så der var altså ikke specielt langt imellem skraldespandene og folk var ikke direkte berusede og dermed nærmest ved sine fulde fem. Hvorfor er det, at man ikke kan lade være med at svine?  Ja, jeg forstår det ikke.

Udgivet den 10. september 2013 – Midtjyllands Avis

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Op på lakridserne og ud at se!