Gamle ting og minder må ej forgå

Igen en weekend med mange spændende arrangementer her i Midtjylland. Min lørdagskalender var tæt pakket med golftræning og sølvbryllupsfest hos min veninde. Et arrangement ville jeg ikke gå glip af inden træning i Silkeborg: loppemarkedet i Vium-Hvam. Og ligegyldigt hvor kreativ jeg prøvede at være, kunne jeg ikke få rundvisningen på Aunsbjerg gods presset ind imellem træning og fest-iklædning.

I tæt på 30 år har jeg samlet på gamle ting og sager. Som ganske ung gik jeg i selskab med gamle rynkede mænd, som var iført slidte bukser og lurvede sixpence. Side om side rodede vi i kasser med skidt, støv og edderkoppespind. Det var ikke noget, jeg fortalte nogen, for det var ikke velset, at tingene var brugte. Alt skulle være nyt.

Tiderne har ændret sig lidt. Det er blevet helt i orden at genbruge eller omkonstruere ting til anden brug. Hjemme sorterer jeg mit affald i plast, glas og dåser, som bliver kørt på genbrugsstationen i stedet for i den daglige renovation. Jeg går ind for genbrug, både det som står på hylderne og det som recirkulerer.

Det, der nu er svært, er, at vi er mange om at dele rovet. Ved Vium-Hvam Kultur- og Multihus loppemarked kan jeg i avisen læse, at folk allerede dukkede op en time før åbning. Det er jo for mig ’ej god pli’. Jeg må konstatere, at jeg med mine ’pæne opførsel’ går glip af ’guldet’. Jeg prøver selvfølgelig at trøste mig med, at jeg har så meget derhjemme, at jeg ikke har brug for de ’skatte’, de andre allerede har fyldt trailer og biler med, når jeg kommer til den officielle åbningstid.

Heldigvis nåede jeg et andet privat loppemarked i Duelund. Der var også mange mennesker, og jeg stod flere gange ved siden af høj fyr uden egentlig at tage notits af det. Da det var lidt træg med betjeningen, kiggede jeg tilfældigvis op på ham. Spontant udbrød jeg:

– Gud, jeg havde slet ikke set, at det var dig?? – Han kiggede uforstående på mig, og tvivlen ramte mig.  – Du hedder da Torben, fortsatte jeg febrilsk. Et langt sekund senere udbrød han – Er det dig, Marianne!! Og et kæmpe kram blev velplaceret. Han var min barndoms-legekammerat, indtil vi var 5-6 år.

Jeg kom derfra uden ’lopper’ og smilende med tankerne på minderne fra Boskopvej, hvor jeg lærte at spise leverpostejsmadder med remoulade.