Offentlige transportmidler

Det her er ikke en svada til at det er altid er forfærdeligt og besværligt…. det er Bambi på glatis.

Jeg skulle aflevere min bil til check, der hvor jeg har købt den i Skanderborg. Jeg var iført mit løbetøj, så jeg kunne bevæge benene lidt kvikkere derfra og ned til banegården. Selvfølgelig fik jeg lige min datter til dagen før at checke dagen før, om der gik et tog i timen mod Silkeborg – Ja, der var sørme hele to afgange…

Der skulle jo mindst mulig cargo med på løbeturen. Så mobiltelefon (som jeg aldrig har med ellers), en løs dørnøgle og mit dankort. Jeg har en fin langærmet løbetrøje med stor lynlåslomme bagpå…. Fandt så lige ud af at den ikke var stor nok til min mobil…. Ledte igennem gemmerne og fandt et gammelt etui til at sætte på armen – lidt lille og meget elastisk. Mobilen kunne klemmes ned uden sådan frivilligt at hoppe op igen. (fandt også noget andet, som jeg har lånt – det er også lagt frem og skal gives tilbage til rette kvinde).

Da jeg nåede ned på stationen – var der heldigvis en ung mand på perronen, som virkede kvik – så jeg kunne spørge til råds. Mit første spørgsmål var hvorfra toget mod Silkeborg afgik fra. Han kiggede på mig: “Det er det mod Herning – du skal med – så det er fra perron 3 kl. 10.09. klokken er kun 9.40 så der er god tid” – Da jeg skal til at købe billetten i den elektroniske automat lige ved siden af os. Ser jeg på skærmen, at jeg ikke kan umiddelbart kan vælge “Silkeborg” ud af de 8-10 listede byer – Jeg spørger ud i luften (måske mest til mig selv .- jeg taler ofte med mig selv): “Hvorfor kan jeg så ikke vælge Silkeborg?” – Han svarer beredvillig: “Kan du ikke bare søge ?” Netop som jeg trykker på knappen “flere”…. Det lykkedes mig at få en billet ud – og min dankort-kvittering. (kontanter har jeg yderst sjældent).

Så går jeg lidt rundt – og får øjne på sådan en scanner, der kommer noget blåt lys ud af…. Skal jeg mon scanne min billet inden jeg står på toget?? Jeg bestemmer mig for at kontakte den vidende unge mand igen – Han kigger på mig: “Er det ikke kun til dem med togkort!”… Mig: “Det ved jeg ikke, jeg har ikke lige kørt med tog før” (Jo det har jeg – det var dengang – der sad en dame ved lugen – som jeg fortalte, hvor jeg skulle hen…. og jeg er ikke sikker på at elektronik var opfundet endnu….) – Han fortsatte: “Jo, det er det”. Kunne måske opfattes som om, han var en anelse irriteret på mig nu.

Der var jo masser af tid til toget afgik  fra spor 3. Og jeg fik en lille trang til at komme af med lidt “vand”. Jeg fandt frem til toiletterne uden at spørge om vej. Her fandt jeg så en dør – hvorpå der stod møntindkast kr. 2,- Skulle jeg tisse så meget, at jeg skulle tigge mig frem til et par kroner?? Jeg kiggede rundt, den unge mand var forsvundet (det kan være han gemte sig bag en af pælene på perronen med god grund)

Well, jeg bestemte mig for at holde mig, til,  at jeg kunne benytte et i toget –  i håb om de stadig var betalingsfrie! Mens jeg travede rundt på banegården – blev der lystigt fortalt over højtalerne om de tog der kom til stationenog hvor lang tid der var til de ankom inden afgang – Jeg blev nødt til at gå i læ bag nogle glasdøre for ikke at fryse – Efter noget tid kigger jeg mig over skulderen og ser et tog trille ind på stationen (for mig virker det ganske lydsløst) Så jeg skynder mig ud til perronen – der er ikke blevet sagt noget i et stykke tid…. jeg har ikke hørt nogen sige “Silkeborg”….ja eller Herning – Så jeg skynder mig hen mod togdørene – På vej ind gennem dørene passerer jeg en anden ung man – som jeg spørger: “Det her er da toget til Silkeborg??”…. Der kommer noget vagt, usikkert og tøvende fra ham “Jahhhh….” –

Da jeg har udvalgt mig en plads, kommer den gamle angst for at være komme med den forkerte bus – her tog – Lidt panik breder sig i min krop, jeg vender mig rundt for at se, om der står nogen steder at det er til Silkeborg…. eller Herning.  Jeg er lige ved at rejse mig, da toget sætter i fart. Lidt desperat i blikket kigger jeg rundt for at se, om der kører en informationsstream et eller andet sted. Jeg kan ikke få øje på noget, som kan hjælpe mig. Jeg maner mig op og siger til mig selv (inde i hovedet) “Marianne, du er ikke 8 år – hvis du ender i Langå så kan du ringe til din far – han henter dig  gerne – ja du skal nok vente længe…. du skal ikke nå noget”

Jeg kigger ud af vinduet og synes, det ligner noget, jeg så i 80’erne på togturen fra Århus til Silkeborg. Så lyder det efter nogen tid : “næste station Ry”. Pyh”, jeg er på rette spor. Hov, jeg havde glemt at jeg skulle tisse – Så jeg kigger lidt rundt inden jeg rejser mig og går fremad i toget for at lede efter et toilet – Jeg finder noget, hvor der står WC. Der står noget: “Døren er åben i 20 sek. herefter lukkes den automatisk” (ikke sikker på det er ordret – dog noget i den retning). Jeg prøver at tage i håndtaget, der sker ingenting. Så kontakter jeg den mand, som læser en avis og sidder nærmest. Og spørger ham: “Må man ikke bruge toiletterne i toget mere?”… “Det ved jeg faktisk ikke”, svarer han lidt tøvende. Han er den tjenestevillige type og rejser sig for at gå med hen til døren – han læser også skiltet og rykker i håndtaget med samme resultat som jeg – Vi står lidt – og så siger han: “Måske der allerede er nogen derinde?”…. Lige da går døren op og en kvinde står ansigt til ansigt med ham.

Jeg når lige at sige tak til ham, inden han skyndsomt forsvinder med et undskyld til kvinden. Jeg spørger hende: “Hvor kan man se, at det er optaget?” “Jeg tror, der er skilt, som viser det”, fortæller hun imens hun drejer hovedet og kigger op på et skilt, som netop holder op med at lyse rødt med bogstaverne “WC”. Jeg skynder mig ind og lukker døren bag mig og får klaret mine sager. Imens når jeg lige at tænke, mon den bare lyser rødt, når døren er lukket. Jeg får endda sæbe og vand på fingerne – Ja det lykkedes mig også at finde papir – uden at spørge nogen…. Så vender mig rundt for at gå ud!

Ved håndtaget på døren er der et rødt skilt: “HUSK at låse døren…..” Det var en god dag – for ellers havde der helt sikkert været en som bogstaveligt talt havde taget mig med bukserne nede om anklerne. Det skete sjovt nok ikke – Jeg kunne lykkelig og lettet åbne døren og forlade toget – og løbe fra Banegården til Nørreskovbakke… ikke flere offentlig transportmidler til mig lige nu.