Forbilleder i dagligdagen er sundt

Jeg har tidligere skrevet lidt om vores præst i Kjellerup. I avisen blev jeg orienteret om, at han på onsdag fylder rund og holder åbent hus på præstegården. Selvom jeg ikke er specielt troende, så er han et forbillede for mig. For han er rigtig hyggeligt selskab. Han skaber en god stemning omkring sig og faktisk kan man sammenligne hans rigtige gode humør med kosmetik-guruen Ole Henriksen. De har et smittende humør, og de er ikke fanatikere. Med fanatiker mener jeg, at de ikke skubber folk fra sig ved at bruge alle midler for at overbevise dem om, at deres ”produkt” er det eneste rigtige her i verden. De accepterer andre mennesker, som de er.

En anden type forbillede er Michael Sørensen. Jeg kender ham ikke personligt. Han sidder i kørestol. For mere end 20 år siden stod han med den ene fod på vej til Rio som berider. Desværre blev han lam fra brystet og ned efter en bil-ulykke. I dag har han både kone, barn og hestefold.  Han er delvis lammet i hænderne og har fundet ud at bøje håndleddene, så han selv kan klare at komme rundt i sin kørestol. Han underviser sin datter i dressur-ridning, fodrer hestene og mange andre hverdagens gøremål. Selvom hans liv blev meget begrænset af efter ulykken, så har han formået at få rigtig meget ud af sit liv, ja endda mere end så mange andre, som har alle deres lemmer intakte, vil jeg mene. Hans positive livssyn på hans begrænsninger, gør livet mere værd både for ham selv og ikke mindst hans familie og omgivelserne.

Den danske børnehave-kultur er et forbillede for kineserne i Chengdu med ni millioner indbyggere. Pædagog Gitte Blytt skal være den første af sin slags: udsendt som ”ekspert” i pædagogik . Og hun tager sin familie med til Kina. Det er de velstillede kinesere med et barn, som ønsker noget anderledes prestigefyldt og mindre disciplinært til deres barn. Det er blandt andet de læreplaner, vi arbejder med i Danmark sammen den fleksibilitet og demokratiske indstilling – og også den større fokus på individet, som Gitte skal være vejleder i.  Derudover håber hun, at nogle af de danske traditioner indenfor natur og udeliv også kan komme i spil.

Lad denne uges opfordring fra mig være: Gør noget (måske endda sjovt) og opfør dig positivt for og i fællesskabet. – Kom lad os starte en uhelbredelig epidemi !!

Udgivet den 10. marts 2014, Midtjyllands Avis

Genbrug service

Det er helt rart at læse om nyopstart af butik i disse tider. Kjellerup har desværre emmet af butikslukninger, men nu har genbrugsbutik nr. 2 slået dørene op. Mon vi nu skal lave byen om til det nye Montmartre med kreativt miljø?? Allerede nu har vi to genbrugsbutikker (plus de 2-3 butikker der er drevet med frivillige for forskellige hjælpeorganisationer) og en vin-forretning.  Hvad med et galleri??

Avisen kommer ellers ikke med sprudlende nyheder for de ledige butiksuddannede. Jeg  har selv observeret det, som HK Handel fortæller:

– Mange forretninger dækker de lange åbningstider ind med fleksible og ofte unge løsjobbere….

Ved rigtig mange middagssamtaler er snakken kommet ind på: Butiksansatte. I butikker bliver man nærmest ekspederet af børn (måske er jeg bare tusse-gammel). Jeg har ofte oplevet uengagerede og uvidende butiksansatte.

Det skal siges, at jeg har oplevet rigtig god service og videbegærlige unge – Og de får også ros, hvis det sker. Desværre har jeg også oplevet direkte ringe service fra voksne. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, om de var butiksuddannede, da det ikke lige fremgår af deres udseende.

Det sker usandsynligt ofte for mig, at jeg kommer hen og skal have en vare, hvor hylden er tom (måske med nogle papæsker, med vares navn påført). Når jeg får fat i en ekspedient, er dette mange gange svaret:

– Hvis hylden er tom, så har vi ikke flere!!

Kunne det måske tænkes, at der var kommet nye ind på lageret? Med mindre selvfølgelig at det er en tilbudsvare, som blev revet væk i morges, hvor hylden kunne have fået et ekstra skilt, hvorpå der f.eks. stod: ”Varen er udsolgt, beklager”.

I det mindste server den – for mig – dårlige nyhed, så det giver mig den illusion af, at du har undersøgt, om det rent faktisk står nogen på lageret eller giv mig et retursvar, som overbeviser mig om, at du har undersøgt det allerede (flere gange). Og budskabet skal overbevise mig om, at denne vare helt sikkert ER udsolgt.

Jeg ved godt, vi ikke kan være 100% toptunede hver dag.  Og jeg ved godt, der er nogle kunder, som er bundurimelige og forfærdelige, men når turisterne i Danmark også bemærker den manglende service, kunne det være, at vi skulle anskue det som en udfordring.

En ting ved jeg, hvis jeg får en god service, så bliver jeg i godt humør. Og er jeg i godt humør, så er min købelyst større.

Udgivet den 13. februar 2014 – Midtjyllands Avis

Vi kan ikke løbe fra det

I dagens avis kunne man læse om den nye og første formand i Silkeborg for ”Stafet for Livet”.  Det er en organisation/forening, der samler penge ind til Kræftens Bekæmpelses arbejde. Stafetten afvikles over hele landet – i Silkeborg sker det den 24.-25. maj med afgang fra Busklundskolen.

Formanden 63-årige Jette Dreier har selv været ramt af kræft og hun er erklæret rask og nyder livet som efterlønner med styrketræning tre gange om ugen og traveture i naturen. Hun føler selv, hun har et overskud til at bruge sin energi og sit organisatoriske talent til opgaverne i ”Stafet for Livet.

Vi kender vel alle efterhånden en, som har kræft, har haft kræft eller som har tabt kampen til kræft. Og mine tanker faldt på min veninde Maria. Hendes brystkræft blev bortopereret, hun fik kemo og blev raskmeldt. Lidt efter havde kræften gjort indhugs i hende nakkehvirvler, det var den 22. december og det var i sidste øjeblik, at hun blev opereret. For lidt over et år siden fik hun cancer på den ene lunge, og næsten et år senere med skrap kemo er den væk, men kræften er der permanent, og hun får livsforlængende medicin.

Til trods for at Maria ikke har haft nogen nem opvækst, så har hun formået at gennemføre sin drømmeuddannelse i England som designer. Hun er gift og har to drenge. Selv i dag er hun er faktisk mere aktiv og får mere fra hånden, end mange raske mennesker gør – også selvom det kræver, at hun tager sig en middagslur.

Hun sidder nemlig ikke med hænderne i skødet. Hun bruger sine kreative evner, bager og laver en masse mad.  Hun gør selv rent, passer sin hund og katte. Generelt så bruger hun bare ikke tiden på at sidde og have ondt af sig selv. Hun har en gruppe på Facebook, hvor hun råt for usødet fortæller medlemmerne om, hvordan det er at være uhelbredelig cancer-ramt. Det er ikke på den: ”Hav ondt af mig”-måde – Det er sådan, at du bare kan få et mere eller mindre objektivt indblik i, hvordan kemo, alt det andet medicin, smerter påvirker dagligdagen.

Os, som ikke er ramt af kræft eller har været, kan på ingen måde sætte os ind i, hvordan det er at leve med den skrækkelige sygdom. Vi kan dog støtte op om indsamlinger til Kræftens Bekæmpelse.

Den vigtigste lære er dog, at vi skal få det bedste ud af den tid, vi har her i livet.

Udgivet den 4. februar 2014 – Midtjyllands Avis

Nytårsforsæt eller fortsæt hvert nytår

Da jeg åbnede avisen i dag – her lige over midten af januar, var jeg spændt på, hvor meget ”nyhed” der stadig ville være i kur, rygestop og andre nytårsfortsættere. Egentlig forventede jeg lidt, at det var glemt og dagligdagen havde taget over.

2014’s dårlige vaner havde ikke holdt sit indtog. Der var selvfølgelig det med at tabe sig. Og som overskriften sagde: Glem nytårsfortsætterne og sæt høje mål i stedet. – Det var Viborg’s borgmester Søren Pape, som havde tabt 24 kilo på 4 måneder.  Det, synes jeg nok lige, er voldsom nok. I alle tilfælde var det flot, og han havde holdt det i et år. Ja, altså næsten han havde tabt et kilo mere.

Jeg har selv brugt det sidste halve år på at ændre min indtagelse af madmængder. Ja, for mig er det ikke en livsstil, for egentlig har jeg ikke spist vildt usundt, men jeg har bare spist alt for meget. ”Nej tak” fandtes ikke min ordbog, slet ikke hvis nogen tilbød is, kager eller slik. Det gælder for den sags skyld også mad, selvom det var kort tid siden, at jeg havde spist sidst.

Nu spiser jeg faktisk flere måltider end tidligere, men der er knap så meget trængsel på tallerkenen som tidligere, og jeg tager ikke 3 eller 4 portioner mere. Madspild er simpelthen svært for mig, jeg vil hellere spise resten af maden end at smide den ud. En dag om ugen jeg spiser lige så meget, som jeg kan komme i nærheden af.

En ”hemmelighed” i min nye livsstil er, at jeg spiser for eksempel nødder, bacon, fløde og ost i flere afskygninger. Til gengæld har næsten jeg givet afkald på ris, pasta og hvidt brød. Jeg er dog ikke fanatiker, og i det hele taget spiser jeg bare mindre mængder. For jeg spiser altså chips, småkager og store kager – bare ikke så store mængder som før. Nu skal jeg bare holde vægten.  Det er så mit nytårsfortsæt.

Jeg bliver også lige nødt til at runde det, at vi danskere gerne vil betale for at køre på vejene. Jeg synes, at det i orden, hvis man gør noget i stil med det de gør i Schweiz og Østrig. Alle, der kører bil i Danmark, skal købe et mærkat til X-antal kroner for at køre på danske veje i et år. Og når der alligevel er nogen, som skal checke det ved grænserne, så kan de holde øje med andre ting ved samme lejlighed.

Udgivet 16. januar 2014 – Midtjyllands Avis

 

Øjenåbner ønskes

Jeg tror ikke helt på artiklen om at patienter famler i blinde i den alternative behandler verden. Det er nærmere en holdningsændring, og økonomi der skal flyttes til de alternative behandlere i stedet for at spytte så mange penge i det sundhedsvæsen, som vi kender i dag.

Jeg har selv haft en frossen skulder og stod til operation. Efter operationen, skal man tilbringe flere dage med efterbehandling på patienthospital og herefter genoptræning. En behandling til flere tusinde kroner og med risiko for mindre bevægelighed og fortsat smerter….bare nogle andre smerter.

Tiden til operation havde jeg fået, men min indre smerte-kylling rystede af ængstelse, selvom jeg ikke kunne løfte min arm over vandret. Jeg kunne ikke løfte mit arbejdskamera , så et eller andet skulle gøres.  Tilfældigvis var der en i løbeklubben, som fortalte om en skulder-specialist i Viborg. En kinesiolog, som havde hjulpet ham og mange andre af med skuldersmerter.

Egentlig har jeg aldrig troet på sådan noget ”hokus-pokus”, der skulle ”rigtige” læger til. En tidligere kollega stak en masse nåle i min krop, på grund af den golf- og tennisalbue, jeg havde haft i 4-5 år i den anden arm. Min kollega overtalelsesevne var af økonomisk art, for jeg skulle ikke betale en krone for det. Jeg skulle ofre nogle gange af 20 minutter. Senere fik jeg også kureret stivhed i min lænd.

Alligevel tog jeg stadig med en smule skepsis fat i skulder-specialisten i Viborg for ham kendte jeg ikke. Jeg var sikker på at min kollega var et naturtalent. Det bedste for mig som udgangspunkt var, at skulderspecialisten ikke var dyr. Som undersøgelsen i avisen viste, så undersøgte jeg ikke priserne. Jeg håbede på et mirakel. Efter fire eller fem gange kunne jeg igen løfte min arm til lodret.

Jeg forstår godt at hver femte dansker søger alternative behandlere. Dog tror jeg, at nogen af de alternative behandlere lukrer på, at folk er villig til at betale kassen for et mirakel.  Jeg er ret sikker på at min egen behandling hos skulder-specialisten var meget billigere end den operation, jeg var indstillet til. Selvom jeg sparede staten og min arbejdsgiver for en del penge, så skulle jeg selv betale for min skulderredning.

Der er rigtig mange skulderpatienter derude, og jeg vil tro, at der kan spares en del penge ved at få dem ”spidet” ved skulder-specialister i stedet for at blive skåret i, indlagt og genoptrænet – dertil også alle de sygedage der er i det.

Udgivet den 16. december 2013 – Midtjyllands Avis