Som så mange andre er jeg også inviteret til studentergilder deriblandt hos min guddatter, som satte punktum for studietiden med et 12 tal. Selvom der skrives og snakkes meget om, at pigerne klarer sig meget bedre end drengene på studierne, så har jeg kun læst om drenge med mange – rigtig mange – 12-taller. Blandt andet Jonas Balsby Kromand fra Silkeborg Gymnasium som fik fantastiske 26 og endda 6 fag på A-niveau.

Det er positivt at læse, at det ikke har handlet om at score 12 taller. Det er en sidegevinst, for det vigtigste Jonas tager med fra sin gymnasietid, er alle de gode venner, han har fået. Efter studenterfesterne drager Jonas på Roskilde Festivalen, som så mange andre unge danskere.

I dagens avis kunne man også læse, at netop festivaller er et af de foretrukne rejsemål blandt unge, fordi der i vores lille og skønne land findes et stort udvalg af musikfestivaler for enhver smag. Det er jo dejligt for den danske økonomi, at vi danskere bliver hjemme og bruger lidt penge. Og VisitDenmark anser det faktisk som et kvalitetsstempel over for udlændinge, at danskere nyder og dyrker de samme ting som dem.

Jeg må sige, at jeg ikke selv har tænkt, at ferie i ”Costa del baghave” er noget kvalitetsmærke. Vi havde i mange år kun råd til at tage på en-dags ture i Danmark. Så var det jo heldigt, at man boede i så lille et land, at det næsten ikke kan svare sig at overnatte andre steder end hjemme i sin egen seng. Det har heller aldrig været nogen udfordring for vores familie at køre langt i bil med ungerne. Vi har været så heldige at få børn med et godt og stort sovehjerte.

I år følger vi så statistikken med at holde ferie i Danmark, og heri er ingen af argumenterne: den korte rejseafstand, dejlig natur, det føles hjemligt, tæt på det hele eller ingen sprogbarrierer. Det er simpelthen fordi jeg er tvunget til at holde ferie på det allerdyreste tidspunkt at rejse udenlands og kassen med feriepenge er så godt som tom.

For at få prøvet lidt sprog af kan det da være, at vi bevæger os lige ned over grænsen – og når vi så er der alligevel, køber vi nok lidt vand med brus og snolder med hjem. Det er der ikke mange penge i for den danske statskasse.

Klumme MJA 25.06.2014

Igen en weekend med mange spændende arrangementer her i Midtjylland. Min lørdagskalender var tæt pakket med golftræning og sølvbryllupsfest hos min veninde. Et arrangement ville jeg ikke gå glip af inden træning i Silkeborg: loppemarkedet i Vium-Hvam. Og ligegyldigt hvor kreativ jeg prøvede at være, kunne jeg ikke få rundvisningen på Aunsbjerg gods presset ind imellem træning og fest-iklædning.

I tæt på 30 år har jeg samlet på gamle ting og sager. Som ganske ung gik jeg i selskab med gamle rynkede mænd, som var iført slidte bukser og lurvede sixpence. Side om side rodede vi i kasser med skidt, støv og edderkoppespind. Det var ikke noget, jeg fortalte nogen, for det var ikke velset, at tingene var brugte. Alt skulle være nyt.

Tiderne har ændret sig lidt. Det er blevet helt i orden at genbruge eller omkonstruere ting til anden brug. Hjemme sorterer jeg mit affald i plast, glas og dåser, som bliver kørt på genbrugsstationen i stedet for i den daglige renovation. Jeg går ind for genbrug, både det som står på hylderne og det som recirkulerer.

Det, der nu er svært, er, at vi er mange om at dele rovet. Ved Vium-Hvam Kultur- og Multihus loppemarked kan jeg i avisen læse, at folk allerede dukkede op en time før åbning. Det er jo for mig ’ej god pli’. Jeg må konstatere, at jeg med mine ’pæne opførsel’ går glip af ’guldet’. Jeg prøver selvfølgelig at trøste mig med, at jeg har så meget derhjemme, at jeg ikke har brug for de ’skatte’, de andre allerede har fyldt trailer og biler med, når jeg kommer til den officielle åbningstid.

Heldigvis nåede jeg et andet privat loppemarked i Duelund. Der var også mange mennesker, og jeg stod flere gange ved siden af høj fyr uden egentlig at tage notits af det. Da det var lidt træg med betjeningen, kiggede jeg tilfældigvis op på ham. Spontant udbrød jeg:

– Gud, jeg havde slet ikke set, at det var dig?? – Han kiggede uforstående på mig, og tvivlen ramte mig.  – Du hedder da Torben, fortsatte jeg febrilsk. Et langt sekund senere udbrød han – Er det dig, Marianne!! Og et kæmpe kram blev velplaceret. Han var min barndoms-legekammerat, indtil vi var 5-6 år.

Jeg kom derfra uden ’lopper’ og smilende med tankerne på minderne fra Boskopvej, hvor jeg lærte at spise leverpostejsmadder med remoulade.