Stop nu det glade vanvid. Hvorfor er det så supermoderne at skifte “navn” om det handler om person, firma eller titel. Hvorfor er det, at vi skal gøre tingene sværere og forvirrende, end de behøver at være. Først holdt man op med at hedde hjemmehjælper, nu er det så slut med at kalde sig dagplejer, hvis man er privat.

Jeg må sige, at jeg bliver så træt. SÅ træt. Prøv at tage en gå-tur på en af de gamle kirkegårde. Selvom jeg ikke mener, at en titel er lig med ens personlighed. Til trods for det, så er det finurligt, at man på gravstenene kan læse lige præcis, hvad nogen af dem arbejdede med. Titler var ikke pakket ind alt muligt glimmer.

I dag kan man snart ikke få titler fine nok og pakket ind i alt muligt eller oversat til engelsk for at det lyder smart. Nu er det så politisk også bestemt, at folk er så fattig bemidlet, at de kun kan finde ud af forskellen mellem privat og kommunalt. Hvis det kun er de kommunale, der kan kalde sig dagplejer. Det er, som skrevet i gårsdagens lederen: chikane mod private dagplejere.

 

Til gengæld havde jeg fornøjelsen af at hilse på en af mine gamle venners søn for første gang. 18 år gammel. Han kommer mig i møde storsmilende med et hej og rækker straks hånden frem til et godt håndtryk efterfulgt af præsentationen af sig selv. Positiv udstråling og gennemgående glad.

Hans læreplads hos hænger i en meget tynd tråd. Lige nu er han som Pinocchio hos Fætter BR. Det betyder han den næste uge er beordret til at møde op på job omkring 50 km. længere væk. Som elev er lønnen ikke til at køre første klasse. Og da han kun ved, at det er den næste uge, han skal møde op i Herning, så koster det ham ca. kr. 6-700,- mere at møde på job i den uge.

Træls. Det skræmmer ham ikke, heller ikke at de sidste 8 mdr. af hans uddannelse er usikre lige nu. Heldigvis har han et par jobsamtaler på hånden. Jeg krydser fingre for en af dem kan se det, jeg mødte. Som man typisk vil sige: “Han skal nok blive til noget den knægt”.  Jeg må sige, ham jeg mødte er allerede noget. Han er et rigtigt godt menneske – uden tvivl.

Der er ingen, som ved, hvor vi ender…