Durch, für, gegen, ohne, um…..

Nu kommer Iller også på Silkeborgs outdoor-landkort! Det lyder bare, som en rigtig god ide med en “hinderhahn”. Ja, altså når man får forklaret, hvad det er for noget. 

Alle der har set nogle af de Tv-programmer, som Stjernetræf, hvor kendte (ofte sportsfolk) dyster i forskellige fysiske udfordringer eller måske været/snust til soldaterlivet kender forhindringsbaner med f.eks. sukkenes dal. Os der er fra den gang, der var offentlige legepladser, kender også nogle af udfordringer derfra. 

I Iller er det planen, at der skal være 16 forhindringer. Det bliver skægt. Jeg har altid selv syntes, at det sjovt at blive udfordret med at klare forskellige forhindringer om kap med andre. Ikke altid med lige heldige udfald. Og heldigvis er jeg en rigtig god taber. Til gengæld en rigtig dårlig vinder. 

En faldefærdige rønne blev væltet på en bondemands grund. Den tomme grund fik tanker i den tidligere soldats Nicolaus Johansen’s hoved i gang. Det var ikke lediggang og kedsomhed, som fik hans tanker på, at her kunne man da pynte op med en forhindringsbane. 

Nej, Nicolaus er aktiv, og senest oplevelserne med unge på en idrætsefterskole, hvor de var gode til  de traditionelle forenings-sportsaktiviteter. Her sendte han dem ud på noget nyt: forhindringsbane. Det var noget andet for alle. Her skal tages andre muskler og taktikker i brug for at gennemføre eller vinde over kammeraterne. 

Nu er foreningen Iller Hinderbahn, 30 mennesker, i gang med at samle halvdelen til projektet ind: kr. 150.000,-  og lige de sidste tilladelser. Håbet er, at kommunen vil spytte de sidste mønter i projektet til alle i alderen 2 til 90 år.  

Jeg har et forslag. Hvad om vi alle i kommunen spytter lidt i kassen til “hinderbahn”? Sådan for alvor gør Iller til en del af Silkeborg Outdoor Hovedstad! Man kan næsten cykle på stier hele vejen til Iller fra Silkeborg. Så er du jo opvarmet til at tage en tur rundt på forhindringerne. 

Der er mange valg at tage hver dag. Og Folketingsvalget blev skudt i gang i går. Så indtil vi skal sætte krydset på Fars dag, så ikke så meget snak. Vælg at støtte op om oplandet i Silkeborg kommune, så flere kan blive en mere synlig del af Outdoor Hovedstaden. 

Du kan også blive medlem af foreningen i et år til den nette sum af kr. 50,- (MobilePay 54692). Det er simpelthen et smadder godt initiativ. 

 

Foto venligst udlånt af Hinderbahn

  

Nye navne, nye tider på den samme suppe

Stop nu det glade vanvid. Hvorfor er det så supermoderne at skifte “navn” om det handler om person, firma eller titel. Hvorfor er det, at vi skal gøre tingene sværere og forvirrende, end de behøver at være. Først holdt man op med at hedde hjemmehjælper, nu er det så slut med at kalde sig dagplejer, hvis man er privat.

Jeg må sige, at jeg bliver så træt. SÅ træt. Prøv at tage en gå-tur på en af de gamle kirkegårde. Selvom jeg ikke mener, at en titel er lig med ens personlighed. Til trods for det, så er det finurligt, at man på gravstenene kan læse lige præcis, hvad nogen af dem arbejdede med. Titler var ikke pakket ind alt muligt glimmer.

I dag kan man snart ikke få titler fine nok og pakket ind i alt muligt eller oversat til engelsk for at det lyder smart. Nu er det så politisk også bestemt, at folk er så fattig bemidlet, at de kun kan finde ud af forskellen mellem privat og kommunalt. Hvis det kun er de kommunale, der kan kalde sig dagplejer. Det er, som skrevet i gårsdagens lederen: chikane mod private dagplejere.

 

Til gengæld havde jeg fornøjelsen af at hilse på en af mine gamle venners søn for første gang. 18 år gammel. Han kommer mig i møde storsmilende med et hej og rækker straks hånden frem til et godt håndtryk efterfulgt af præsentationen af sig selv. Positiv udstråling og gennemgående glad.

Hans læreplads hos hænger i en meget tynd tråd. Lige nu er han som Pinocchio hos Fætter BR. Det betyder han den næste uge er beordret til at møde op på job omkring 50 km. længere væk. Som elev er lønnen ikke til at køre første klasse. Og da han kun ved, at det er den næste uge, han skal møde op i Herning, så koster det ham ca. kr. 6-700,- mere at møde på job i den uge.

Træls. Det skræmmer ham ikke, heller ikke at de sidste 8 mdr. af hans uddannelse er usikre lige nu. Heldigvis har han et par jobsamtaler på hånden. Jeg krydser fingre for en af dem kan se det, jeg mødte. Som man typisk vil sige: “Han skal nok blive til noget den knægt”.  Jeg må sige, ham jeg mødte er allerede noget. Han er et rigtigt godt menneske – uden tvivl.

Der er ingen, som ved, hvor vi ender…

Hvad er der App?

Nu er jeg ikke nogen unghane, så jeg er mere til aviser og reklamer i papirform. Jeg vil hellere spørge nogen til råds end google det. Jeg kan bare bedre lide at læse i en bog end sidde med Ipad eller PC. Som en ven sagde til mig. Du ser ung ud, og så er du bare mega old-school. 

 Altså, jeg er på Facebook, LinkedIn og Instagram. Dog bruger jeg aldrig min mobil til at gå på Facebook. Jeg har ingen musik på mobil. Jeg hører radio i bilen. Dog bruger jeg nogle få Apps på min mobil. I går fik jeg installeret endnu en App. 

 Sent indkøb i Netto med vores datter. Vi er vel qvinder, så der skal selvfølgelig kigges på ting, sager og nips. Ja, og snolder. Imens vi står og kigger på hylderne med vores fingre. Dukker der en ældre mand op, som vi aldrig havde set før. “Finder I noget, I kan bruge?”. 

 Nu synes jeg det er vældig hyggeligt at snakke med folk, jeg tilfældigvis møder på gaden, i butikker eller hvor-som-helst. Straks går han i gang med at fortælle, at han var i Netto for at finde slik til sine børnebørn. Og han fortsætter med at fortælle, imens han ligger sine ting fra sig og finder sin mobil frem. 

 “Se her” siger han imens han trykker på sin smartphone. Vup, App’en “Mad skal spises”. Han scroller på telefonen og fortæller, at han er 75 år. Alt imens jeg prøver at forklare, at jeg ikke lige bruger det der App ret meget. Han kigger på mig og nikker mod min datter, så har du jo en datter, der kan hjælpe dig. 

 Vi stødte på ham flere gange i butikken. Han snakkede og fortalte hver gang. Vi hyggede og grinede. Og vi endte med at købe noget mere end det rugbrød, vi kom efter.  

 Da vi kommer ud til bilen, siger min datter og jeg næsten samstemmigt. “Det var ligesom at møde morfar”. (Min far døde tidligere på året.)  Manden var klædt i en jakke som min far, mørkeblå jeans og cap. En mand, som bare snakker spontant til folk og gerne hjælper sine medmennesker. 75-årig med sit videbegær i behold. Det var på samme tid en sjov og alligevel en underlig oplevelse.  

 Vi kørte hjem med et smil på læben, en ny app og sendte tanker til min gamle far. 

Smil til verden og den smiler til dig.

Gamle fotos

Der er bare noget trygt og hyggeligt over at bladre i fotoalbum. Samtidig er det fascinerende at se danskernes og byernes udvikling i billeder. På Museum Silkeborg Blicheregnen kan man f.eks. indtil oktober se de først 50 år af Kjellerups historie.

Det er sjovt og beundringsværdigt, at man i starten af dette århundrede klædte sig nydeligt på til udflugt. Ikke bare tøjet man bar, man havde også en flot hat på, og det var ligegyldigt, om man var mand eller kvinde.

Selvom f.eks. Matador godt kan fremstille livet udenfor hjemmet kunne virke forlorent. Så ser det nydeligt ud på de gamle fotos fra dengang.  På en eller anden måde så virker det bare meget mere festlig for mig, at folk brugte tid på at klæde sig pænt på. Ja, ikke bare pænt. Nej, i det stivest puds, der var at finde. Det var det, man tog på. Intet mindre.

I samlingen er der også et foto af to damer i lang kjole (formodentlig ekspedienterne) foran cigarforretningen etableret i 1901 i Kjellerup. Nuvel i dagens Danmark var det jo aldrig gået med netop dette vareudvalg. Studerer man fotoet, så var der faktisk cykelparkering foran butikken selvfølgelig med flot (formodentlig) metalskilt på toppen og herlig automat monteret på væggen til at trække sig den daglige cigar.

Indrømmet jeg går heller ikke altid lige præsentabelt klædt til daglig. Dog så beundrer jeg dem, som sætter en ære i at være nydeligt klædt, når de går udenfor en dør. Det er da noget mere opmuntrende, og for mig endnu bedre, når man har farverigt tøj på end det sikre sorte valg.

 

I lørdags avisen er der også fokus på, hvor langt vi som mennesker kan huske tilbage. Her er fotos i vores private album også gode til at hjælpe os med at fremkalde oplevelser, synes jeg. Da jeg altid havde ønsket, at der var taget smal-film fra min barndom, så har vi videofilmet begge vores børn, da de var små.

Det var meget hverdagen, jeg filmede, det er stadig sjovt at se for mig. Jeg fornemmer, at ungerne ikke huskede ret mange af optagelserne, dog er det nu blevet en del af deres hukommelse, fra da de var børn. I artiklen skriver de at genfortælling af ens minder er afgørende del af, hvordan og hvor godt man husker en oplevelse. Jeg er sikker på at fotos, og ikke mindst video er afgørende

Der er et gammelt foto – dog var farve-fotos opfundet allerede den gang.

 

Mad på bordet i fællesskabets tegn

Den landsdækkende kampagne “Danmark spiser sammen” som nu afvikles for 3 gang i Danmark, er en genial ide, synes jeg. Dog tænker jeg, at det et stort mål, når det er for at bekæmpe ensomheden. 

Der er 350.000 mennesker i Danmark, som ofte føler sig ensomme. Tallet lyder stort i sig selv, det svarer til omkring ca. 6% af Danmarks befolkning. Så lyder målet lige pludseligt ikke så stort, synes jeg. Stadig synes jeg, det er et stort mål.

Ideen er fremragende, fordi mange danskere forbinder måltiderne med samling og mange gange også det berømte “hygge”.  Et måltid mad er også noget, ingen af os kan undvære.  Det er derfor, idéen er så genial.

Et spørgsmål, projektlederen er blevet givet, er, om det ikke er grænseoverskridende at invitere fremmede mennesker på middag i sit eget hjem? Jeg finder nu, det er endnu mere grænseoverskridende for dem, som er ensomme at skulle opsøge muligheden for at deltage i dette tiltag.

Det har alle dage været nemmere at give end at modtage. Det er svært at bede om hjælp, det ved de fleste, som har været i bekneb i forskellige sammenhænge. Umiddelbart tænker jeg, det nemmeste er at finde frivillige til at melde sig.

Hvordan får vi kontakt med dem, som er ensomme.? 70 organisationer, foreninger og kommuner bakker visionen op, så jeg er ikke i tvivl om, at det er et stort arrangement Folkebevægelsen mod Ensomhed sætter i søen i den kommende uge.

Heldigvis taber foreningen ikke modet, de mener, arrangementet i en høj grad har forebyggelsespotentiale. De ved, det tager længere tid at nå målet. Jeg tænker, der er basis for at indføre en ny tradition. Om end den ikke er religiøs, så er det da næstekærlighed. 

 

Betænksomhed er desværre ikke så udbredt mere, synes jeg. Dog har tiltaget på Marienlund Plejecenter med tilknytning af fast læge snerten af det, selvom det umiddelbart har været med en økonomisk bagtanke.

Det er jo fantastisk at ordningen har nedbragt antallet af forebyggelige indlæggelser blandt borgerne over 65 år med 20% de seneste to år. Sammen med ordningen er der også afsat økonomi til ugentlig undervisningsmodul, så lægerne kan lære personalet at spotte forskellige sygdomme.

Dermed kan man starte behandling op, så man undgår indlæggelser. Det er jo win-win. De ældre kan blive i deres vante omgivelser med de plejere de kender, og vi sparer på sygehus-ressourcerne. 

 

Tapas - Mad på bordet

Tapas – Mad på bordet