Hjælp jeg bliver også ældre

Ældreplejen er ofte et samtaleemne, og der er nogle ældre, som protesterer mod at lukke plejeboliger i Gl.Rye. Formand for Socialudvalget i Ry siger, at hun synes, det er herligt at de ældre protesterer. Samtidig kommer det også frem, at hendes ønske ikke er det samme som dem, som protesterer, og nu er det, at jeg allerede tænker: ”Ja, så kender vi allerede udfaldet af beslutningen.”

Nu arbejder jeg som ufaglært i et typisk kvindefag. Jeg er så heldig at have fået job i hjemmeplejen for et privat firma. (Det skal siges, at jeg tidligere har arbejdet som omsorgsmedhjælper for fysisk og psykiske handicappede.) Det er en opløftende at have et arbejde, hvor det ikke er profit, som er højeste prioritet.

Den taknemlighed og glæde jeg oplever på min arbejdsdag er meget givende for mig. Det er ægte glæde over de opgaver, jeg udfører. Dem, som jeg besøger og giver en hjælpende hånd, om det er med at lave aftensmad eller andre dagligdagsting, er taknemlige og glade for at få min hjælp. Det gør, at jeg føler mig oprigtigt værdsat, mere end jeg har gjort i nogle af min tidligere jobs i mit faglærte fag.

Det at arbejde i plejeområdet giver mig en del tanker på fremtiden – godt nok mest min egen fremtid. Jeg er i dag forholdsvis rørig og kan alting selv. Og når jeg tænker på min førlighed bare i forbindelse med min frosne skulder, så bliver jeg meget betænksom for min egen reaktion, hvis jeg som ældre får brug for meget hjælp til dagens fornødenheder.

Desværre er jeg er nemlig ret sikker på, at jeg som ”ukampdygtig” på mine ældre dage ikke vil være speciel tilfreds med, at andre blandt andet skal bestemme, hvornår jeg skal i bad, hvornår jeg skal spise min mad og ikke mindst, hvornår jeg rent faktisk er tissetrængende. Det er ikke nogen dans på roser at være ældre, når man ikke samtidig er rask og rørig.

Jeg er glad for mit job med mening, og jeg får tariffen intet mindre. Rent økonomisk er det ikke den store forskel i forhold til de seneste jobs, jeg er blevet tilbudt, hvor mine faglige kvalifikationer er langt større.

Jeg er taknemlige over for de mennesker på ”min vej”, som lukker mig ind i deres liv. Der er masser af ægte smil, glæde og grin på det meste af ”turen”.

 

Middelmådighed…

Senest jeg hørte én sige: ”Jeg hader middelmådighed”, var på fjernsynet. Det var en ikke udøvende sportsmand, mere en af dem som skulle holde styr på tropperne. Han udtalte blandt andet, at han hadede at tabe og aldrig havde tabt til sine børn i spil – og i øvrigt ville gøre alt for at vinde, om det betød, at han blandt andet skulle snyde, det var ligegyldigt for ham.

Personligt har jeg heller aldrig tabt til mine børn i spil og fald jeg har, så har jeg ikke gjort det med vilje. Da jeg har hørt middelmådighed nogen gange på det seneste, kredsede mine tanker om: Hvad er middelmådighed egentlig?

Min konklusion er med ”ja-hatten” vil middelmådighed være omtrent ”godt nok” og med ”nej-hatten” er det ikke godt nok. Så er der en ting, der undrer med førnævnte mand fra sportsverdenen. Han vil snyde og bedrage for at vinde.  Er det ikke middelmådighed? Det er i hvert fald under lavmålet og så langt fra mine værdier.

Så er det at få 7 i forhold til 12 er middelmådigt. Hvem afgør, hvad der er bedst, hvis én har en stribe af 7-taller i forhold til en med fem 12-taller og så 2-taller i resten. (De få, som kun har 12-taller, udelader jeg lige af denne tese.) Karakterskalaen her skal oversættes direkte til selve livet. Hvad er afgørende for, om det er middelmådigt? Det kommer vel an på, hvad det skal bruges til?

I avisen kunne man også læse om teenagepiger som føler sig pressede af, at kun det bedste er godt nok. Som forfatteren siger: ”Det er vigtigt at gøre sig umage og få gode karakterer, men der er sandelig andre ting livet, der også er vigtige.” Altså, man kan stadig være konkurrencemenneske, hade at tabe og være den som af og til løber med middelmådighed.

Faktisk er jeg ret sikker på, at langt de fleste folk gerne vil vinde, være den første eller bedste. Det er vel der vi alle gerne vil stå: på æresskamlen med nr. 1 på. Personligt tager jeg den ikke for enhver pris.

Det er svært at gøre sig umage med alt i sit liv, arbejde eller familie. Og derfor bliver nogle ting, opgaver og situationer middelmådige, altså godt nok.

I livet og opgaveløsninger uden skolekarakterskalaen er det personligt, hvor ens 12-tals niveau ligger. Derfor er det svært at definere helt præcis, hvad middelmådighed er.