Go’ dream – is does not happen….

Heden dag fik vi et gavekort på “Bed & Breakfast” – Vi havde bestemt os for at bruge det i uge 7. Og for at få det fulde udbytte ville vi kombinere det med en tur über die Grenze. Da vi gik i gang med at undersøge, hvilke aktuelle steder det kunne være… så var der næsten alle steder tillæg for dit og dat. Enden på visen blev, at vi fik lavet det om til “Luksus Brunch” og “Biografbilletter” – og ja et restbeløb på kr. 30,- eller deromkring.

Så bestemte vi os for at tage en brunch på vejen til Tyskland. Ind og checke på hjemmesiden – der var nogle få stykker – vi valgte et tæt på grænsen, som havde brunch indtil kl. 14 – der stod vi skulle ringe og bestille bord. Så dagen oprandt og vi ringede for at bestille bord omkring kl. 10.20 – Kort inde i bestillingen spørger han, om vi har et gavekort. Hvilket jeg jo bekræfter!! “Så er det mellem 10-11″….  “???? – Ja det er nu jeg ringer for at reservere”  “For dem med gavekort er der brunch mellem kl. 10-11″…… Han kunne ihvertfald ikke på ingen måde reservere bord kl. 13 – da det var det mest populære tidspunkt…  Vi kunne jo kigge ind og se om der var et bord ledigt.

Som om man med maveknurren efter et par timer i bil vil risikere at skulle finde et andet sted – hvor vi ikke kunne “brænde” vores gavekort af…..Så kan vi jo begynde på filosofien omkring bordbestilling…. det vil jeg ikke – jeg sagde pænt “Det kan jeg desværre ikke bruge til noget” – I det jeg lagde røret på, bad jeg min husbond ændre brunch-gavekortet til endnu en biograftur! – ja med endnu nogle tyve-tredive kroner til udbyderens favør.

Den “bedste”, jeg hørte fra min veninde, var, at de havde fået både “Bed & Breakfast” og “Luksusophold”, det var de selvsamme steder, de kunne vælge, og der var ingen umiddelbare synlige forskelle på opholdet, om de gik den ene eller den anden vej ind i systemet for at se, hvad gavekortene omhandlede af goder.

Hvorfor er det, at de steder, som melder sig under gavekort-facaden ikke sørger for at “reglerne” for at benytte gavekortet fra denne udbyder klart fremgår af deres hjemmeside – eller allerhelst udbyderens bestillingsside!! Det er absolut ikke første gang, jeg oplever noget lignende med disse famøse gavekort. Forhåbentligt dog sidste – i håb om ikke at lyde utaknemlig vil jeg takke nej til fremtidige gavekort fra denne udbyder og lignende firmaer.

Ovenstående gavkorts-mareridt slog os dog ikke ud af at få en god tur. Vi startede bilen og kørte mod grænsen.

Go away.....  Go Nightmare. Mit bedste råd: Don't do it!!

Go away….. Go Nightmare.
Mit bedste råd: Don’t do it!!

Tab dig….

Den anden dag så jeg en overskrift et sted: “Lægernes 20 gode råd for at tabe sig”… eller noget i den retning. Jeg tænker umiddelbart, der er kun to gode råd: Spis mindre og motioner mere.

Det er enkelt og ikke raketvidenskab. Dermed ikke sagt, at det er nemt. Nej, intet er så nemt, som det lyder. Jeg er faktisk ikke i tvivl om, at stortset alle udmærket ved, hvad de skal gøre for at tabe sig. De ved i bund og grund godt, hvad er der er sundt og mindre sundt. Det er noget helt andet, der skal til! Vi skal finde ud af, hvordan du bliver motiveret, eller hvordan du kan motivere andre – og ikke mindst hvordan man kan blive ved med at holde sig på den mængde indtag, du kan skovle ind i munden uden at tage på – og tage mere på.

Her er det mysteriet opstår, for hvad der er motiverende for nogen, er det ikke for andre. Min motivation kom efter en ferie med familien hos vores rigtige gode venner. Normalt er det mig, som tager alle billederne (derfor er jeg sjældent selv med på ferie-fotos) – Nu er min søde og dejlige veninde udstyret med et stort foto-behov, som jeg synes vældig godt om – for så tager hun ofte billeder af noget af det, jeg ikke nåede at tage!!

I flere tilfælde under denne ferie var der faktisk en del, jeg godt kunne have undværet!! – For pokker – Hvem var den tykke kone, som havde sneget sig ind på min families feriefotos??!! – Det var slet ikke sådan jeg så mig selv (og jeg har spejle)!! – Vi kom hjem en lørdag, og mandag startede min kur. Jeg vejede mig ikke og efter en uge stod jeg på vægten. Meget positiv var jeg, for jeg kunne mærke jeg havde tabt mig. Vægten fortalte mig at jeg vejede 1,3 kilo MERE end jeg troede, jeg vejede……

Jeg blev ikke slået ud – selvom min husbond opmuntrende fortalte mig – Det er da bare, fordi du har vejet endnu mere før!! – Jeg tabte mig iflg. vægten 2 kilo den første uge og så var min motivation endnu større for at fortsætte. Jeg er ikke sikker på, at det havde været det samme, hvis jeg havde tabt 200 gram, som jeg førhen har tabt på en uges kur. Nu har jeg holdt mit vægttab i 1 1/2  år, og jeg er obs på, når vægtnålen rykker til den forkerte side.

Den anden dag talte jeg med en kvinde, som altid har døjet med vægten – op og ned igen – Hun fortalte, at som barn, når hendes mor venligt og bedende øjne sagde: Du skal nok ikke spise mere….  Bare gjorde hende endnu mere umotiveret og fik hende til at tage en ekstra portion. Så selvom vi prøver at guide andre med vægtproblemer, så er det bare “en varm kartoffel”.

Jeg tror samtlige af dem, som jeg har talt med, som har eller har haft vægtproblemer ( i form af for mange kilo på kadaveret) fortalte mig, at det i det hele taget var belastende at familie og venner kommenterede på hvad, hvor meget eller hvornår de spiste. De vidste jo godt, den var gal og var slet ikke modtagelig for velmente ord eller den hjælp familien synes det bidrog med.

Det er ikke bare måden eller hvad vi siger omkring mad, vægt og motion. Det er bare svært at tabe sig, for den som bærer byrden. Jeg er meget mere interesseret i hvad du og jeg kan gøre for at få motivationen og ikke mindst give andre “blod på tanden”. Det er rigtig hård nød at knække, så finder du nøddeknækkeren, så giv mig gerne et praj af de store.

Det eneste foto jeg vil være ved på ferien!!...

Det eneste foto jeg vil være ved på ferien!!…

Billeder og smag

Når man ser fotos og oplever noget – så har billede-indtrykket en stor betydning – lyde og smag kan også have det. Ja, det er både positivt og negativt. Det jeg dog lige vil berøre er mere primitivt – For jeg har en yndlings lys portvin – Stop jeg er ikke mormor – bare ikke helt ung mere….

Her er det skønne billede af yndlings portvinen - Hænger også i Monicas værelse i "Venner"

Her er det skønne billede af yndlings portvinen – Hænger også i Monicas værelse i “Venner”

Inde i mit hoved har jeg i alle årene haft et billede af etiketten. Forhandlingen er stoppet mange steder i Danmark –  ofte har jeg ledt forgæves hos vinhandlere og i vinafdelinger. Endelig fandt jeg et sted på nettet, hvor de solgte den skønne sag. Jeg køber dog ikke gerne over nettet – slet ikke noget som kan gå istykker inden fremkomst efter en tour i rutchebanen med PostDanmark.

Etiketten var dog lidt anderledes – dog ingen tvivl om at det var det rigtige vinhus.

 

 

Den kan da gå med denne etiket....

Den kan da gå med denne etiket….

Da jeg ikke selv kunne komme afsted og hente en flaske – sendte jeg bud!! OG så selvom “buddet” kommer tilbage og fortæller, at de forretningen gjorde det meget klart – at det ER den selvsamme portvin – så virker det alligevel lidt fesent…..

Ja portvinen smager stadig dejligt - savner den smukke etiket

Ja portvinen smager stadig dejligt – savner den smukke etiket

Sne og kulde

Det bedste ved sneen er, når jeg åbner døren ud til haven og kan høre ungerne hvin fra kælkebakken ikke langt herfra.

Det bringer simpelthen glæde, selvom jeg egentlig åbnede døren for at gå i brændeskuret efter “knuder” til brændeovnen. For lige så meget glæde som sne kan bringe til børn med snekælkning, kan den kulde som sneen medbringer give dårlige dage til gigtplagedede kroppe.

Jeg føler mig egentlig ung – dog når vinteren holder sit indtog, så er jeg ikke så sikker. Min frosne skulder, springgymnastik hårdtbelastede håndled og tennis og golfalbue fortæller mig, at der er altså er koldt, hvis mit syn skulle have svigtet mig.

Selvom kulden piner min krop på kryds og tværs. Blandt andet fordi smerterne fra skulderen ofte breder sig til hovedpine på grund af de spændinger der forplanter sig i kroppen, så er vinteren jo dejlig.

Sne på pisterne bliver heller ikke fri for min færden, hvis jeg får muligheden. Der er næsten ikke noget bedre end ski-ferie, for her er man aktiv det meste af døgnets lyse timer – og så sover man simpelthen så godt om natten. Så kan du lide at være aktiv og aldrig har prøvet at have et par brædder på fødderne, så er det bare at komme afsted, hvis muligheden byder sig.

Når jeg går og beklager mig over mine smerter på denne årstid. Så er min kære husbond opmuntrende og spørger, hvad jeg ville gøre, hvis der var så koldt hele året. Svaret er ganske enkelt. Jeg ville finde et andet himmelstrøg at bo under. Selvfølgelig er det ikke så enkelt bare at flytte selvom tanken er meget tæt på, når kroppen værker.

 

Den første sne der faldt i 2016

Den første sne der faldt i 2016

Stærke sager

I vores lille familie har vi altid været til stærk mad . Ja, okay vi havde en nedtrapning, da ungerne var små….

Inden vi flyttede ind i 1992 kom vores venner og hjalp med at sætte huset i stand. OG som det sig hører og bør, skal man jo give lidt mad til maven. Vi havde tilsluttet komfur, så det blev til hjemmelavede pizzaer. Selvfølgelig også den CHILLI-STÆRKE. Min venindes kæreste var nyt i slænget – og proklamerede, at han var så glad for, at der endelig var nogen, som kunne lide stærk mad.

Vi var godt i gang med pizzaerne, og den stærke kommer frem. Den unge mand måtte i hast rejse sig fra bordet og krybe til korset om, at den nok lige var stærk nok for ham. Hvilket udløste :”Bok bok bok… boekkk –  bok bok bok ..” (Den lyd høns kommer med)…. Så var han nede både med røde ører og indianerkulør.

Denne anekdote fik nogen år senere en anden god stærk historie med sig. Min veninde, som jeg erhvervede ved min første gang til gymnastiktræning i vores lille by, og hendes mand var forbi for at spise Chilli-con-carne – Der var 3 af de egen importerede Peberoncini i retten – de er ca. 0,5 cm lange, tørrede og røde som tomatsaucen i Ccc.  Det er den type, hvor du ikke skal røre med fingrene og bagefter klø dig i øjet – og for mænds vedkommende gå for sig selv og holde sin bedste ven i hånden.

Vi sad og spiste – snakken gik godt! Umiddelbart bemærkede jeg ikke, at min veninde ikke bidrog med så meget  til samtalerne på et tidspunkt. (For jeg snakker selv meget…) Da jeg tog min tredje portion, kom den ene af Peberonicini’erne til syne på min tallerken. “Hov ja, I skal ikke spise de ret stærke chilli. Det er sådan her, de ser ud” fortalte jeg alt imens, jeg tog den fra på kanten af min tallerken. “Dem skal I bare tage fra”.

Et langt suk lød fra min venstre side – det var min veninde – Hun følte hele hendes mund og krop den brændte. Halvkvalt kom der fra hende: “Jeg spiste en, og det begyndte at brænde og nu er det blevet værre!!”-  kort pause – imens hun tog en slurk fra sit glas: “Jeg turde ikke sige, at maden var stærk, jeg ville jo ikke være en kylling!!” – Jeg mener, at hun blev tilbudt et glas mælk for sin tilståelse!!

Nu er Chilli Claus jo virkelig kommet i vælden – og vi er så småt ved at være tilbage på stærk-mad-stien igen. Jeg har lavet en chilli snaps. Og udover vi laver forskelligt stærk mad, så  vil vi også gerne udfordres af andre. Så der bliver købt alle mulige chips, nødder og chokolade. Der er ikke nogen, som har gjort det store indtryk på os. Sidste gang vi var ude at handle købte min husbond en pose chokolade med lakrids – og jeg kommunikerede til ham, at han ikke skulle tage hul på den, uden jeg var der – for så fik jeg jo ikke nogen. Nuvel til hans forsvar nåede jeg at få 2 måske 3 fra den pose.

Den anden aften hvor jeg kom hjem fra arbejde omkring 23.30 – Observerer jeg,  samtidig med jeg pakker min arbejdstaske ud, at der på bordet er en pakke  chokoladekugler med lakrids – fra Chilli Claus. Aha, tænker jeg, nu tror han igen, at han skal æde en hel pose uden, jeg får nogen – Så jeg tager straks to ud af pakken og propper straks den ene i munden, imens jeg knokler videre med mit forehavende….

Holi makoroni…. tak for kaffe. Vindstyrke 12, det tror jeg nok lige!!!! Og det er ikke en gang den stærkeste!! Den er god!!

Det er nok første gang i mit liv, at jeg ikke bare kastede nummer to chokoladekugle i kraniet. Jeg tog pænt en pause!! Nu kan en pakke lakrids med chokoladeovertræk holde lidt længere i det lille hjem.

Chokolade med lakrids... og chilli. Det er første gang en pose chokoladekugler har holdt mere end 10 min. i min varetægt.

Chokolade med lakrids… og chilli.
Det er første gang en pose chokoladekugler har holdt mere end 10 min. i min varetægt.