Efterår er æbletid

Det er ikke, fordi jeg er et efterårsmenneske. Selvom jeg godt kan lide farver, så gør kulden, at jeg ikke kan imponeres over, hvordan træerne skifter farve. Det, som er dejligt ved efteråret, er alle disse dejlige æbler, som der kan laves kager, marmelade og ja endda juice af.

Og i avisen kan man læse om museet Gl. Rye Mølle inviterer på æblecider og æblechips, samtidig med at man kan lære noget om lokale æblesorter. Det allerbedste er næsten, at man kan medbringe sine egne æbler og få presset til juice. Nu har jeg ikke selv så mange æbler på mit lille træ, så måske jeg skulle tage på et rask lille æblerov hos min veninde.
Det er i øvrigt kun på søndag, der er mulighed for at opleve levende museum med blandt andet udendørs bageovn, bage pandekager og få presset sin egen juice. Til gengæld så har museet åbent hele efterårsferien.

Den hjemløse Kåre Steinmeier dækker lidt af dagens udgifter ved at sælge de hjemløses avis ”Hus Forbi”. Jeg tror, at han af og til kigger lidt på livet’s gratis glæder. Dog har han ingen hjemmeavlet-æbler at tage med til Gl. Rye og få presset til juice.
I anledning af ”Hus Forbi”s 20’års jubilæum har de anbragt en simpel overdækning på udvalgte bænke med teksten ”Find shelter her”. Den indbydelse har Kåre taget og tilbragt natten der. Selvom hans skæbne i hvert fald som den er nu og har været i seks – syv år ikke er ønskelig for de fleste. Vil jeg alligevel opfordre folk, til at tage plads på en bænk på torvet, eller hvor de nu er placeret i byen og kigge på de mennesker, som kommer forbi.
Indrømmet det er længe siden, jeg selv har gjort det. Tag et stop – lige som Heinrich Birk Johansen beskriver i sit læserbrev omkring togbommene. Vi glemmer ”at være”, at trække vejret og bare være i sit eget selskab. Heinrich har fat i noget, når han skriver, at netop fravær af nærvær er en samfundsmæssig bombe under vores samfund.

I øvrigt er der mange andre vejstrækninger og kryds, der burde få mere opmærksomhed, hvis det er samfundsmæssige kroner, vi skal tænke på, der spildes ved at holde og vente. Ved togoverskæringen er der i det mindste et formål med at sidde at vente.
Næste gang vil jeg nyde mit æble, imens jeg venter på at toget kommer.

Æbler af egen avl!!!

Æbler af egen avl!!!

Rød morgen

Desværre hentyder min overskrift ikke til det smukke vejr, vi har haft i snart en måned. Hvor vi både er vågnet op til en flot rød himmel og lagt i seng med en lige så smuk rød ”maleri”. Dette var desværre en trist rødglødende morgen.

 

Mit vækkeur er ikke lyden af hylende tone – den står på P4 – (det er tilfældigt, at det lige er der den radiokanal, og har intet med min alder at gøre). Så radioavisen tonede ind i min søvn med ”Svinkløv Badehotel er brændt ned i nat…..” Så er det, man ikke har lyst til at åbne øjnene efter nattens søvn og håber, at det er et mareridt.

Faktisk blev jeg lysvågen og ked. Mine tanker farede til mit eneste besøg og lyden af mine egne trin hen over trægulvet, og mit nysgerrige blik på deres smukke porcelæn og ikke mindst den idylliske indretning. Vi var kun på kort visit og aftalte med vores venner, at vi ville komme igen på et tidspunkt, hvor vi havde tid til at sidde at nyde kaffe og kage. Min veninde havde også en drøm at holde sin runde fødselsdag på det historiske strandhotel. Vi nåede det ikke.

 

Det er selvfølgelig vigtigt, at ingen menneskeliv gik tabt i branden. Dog er det et kæmpe tab for både indehavere, forpagter og det nordjyske område. Det er virkelig et stort stykke af dansk kulturhistorie som endte i flammerne.

Selvom jeg ikke har haft personlige oplevelser som sådan med Svinkløv Badehotel, så er jeg en af dem som har ”ædt” sæsonerne med serien Badehotellet. På en eller anden måde var studieoptagelserne i Albertslund kommet til at være lig med Svinkløv kulturen’s historiske dage.

 

Historier blev der sikkert også fortalt ved elevfesten på Silkeborg Gymnasium – 30-års jubilæum – En del af dem på billedet fra 1986 har jeg gået i parallelklasse med på Dybkærskolen. Og et par af dem var portrætteret i artiklen. Det er generelt hyggeligt at høre/læse om, hvordan det er gået med dem, man har mødt igennem sin ungdom.

Personligt støtter jeg altid op omkring jubilæumsfester (ofte som idémager/arrangør). Jeg kan ikke lade være. Udover at det altid har ligget naturligt for mig at koordinere og organisere alt muligt. Så er det bare spændende, at høre om episoder i folks liv, som gjorde, at livet måske tog en uventet drejning. Og de er endt, hvor de er nu.

Svinkløv Badehotel - Vi ser frem til at hotellet bliver genopbygget!!

Svinkløv Badehotel – Vi ser frem til at hotellet bliver genopbygget!!

Rask eller tabu

I gårsdagens avis kunne man læse at vores største tabuer er psykisk sygdom, religion og tro – samt tildels døden. Det kommer ikke bagpå mig. Jeg fik dog tidligt et anderledes syn på døden. Min farfar døde, da jeg var omkring seks, imens jeg var på ferie hos min barndomsveninde i Kolding.

 

Min farfar lærte mig at binde slips og han var sød til at lave sjov med os unger – og han havde altid Ben’s karameller. Jeg ved ikke, om vi var specielt tætte. Dog den dag han døde, var jeg trist uden at vide hvorfor. Mine forældre synes, at jeg var for lille til at deltage i begravelsen. Så de fortalte mig det først, da de hentede mig fra ferien.

Selvfølgelig ved jeg ikke, om det havde været anderledes at være med i kirken til begravelsen. Jeg vidste godt, hvad døden var. Vores hund Nicki var blevet aflivet efter en ”gadekamp” med en anden hund. Da jeg barn tænkte jeg nogle gange på, at det ikke var retfærdigt, at jeg ikke var med til begravelsen.  Dog bebrejder jeg ikke mine forældres valg.

 

Da vi gik i skole, mistede vi også en af vores klassekammerater ved en bilulykke. Chris MacDonald. Ja, ham den kendte, får mine tanker tilbage hver gang. Han var den sødeste og rareste dreng af dem alle. En kammerat. Den gang tænkte jeg, døden tager altid de bedste først. Og siden da begyndte jeg at læse dødsannoncerne bagerst i avisen.

Religion og død er ikke tabu for mig. Jeg kan godt forstå, psykisk sygdom er det. Nogle af dem som har modet til at fortælle om deres lidelser, bliver af andre talt bagom ryggen. De virker ofte, i de sammenhænge de deltager, som om de har det helt ”normalt”. De kan derfor få mærkaten: ”De fejler da ingenting, det er vist bare noget de lader som om”.

 

Grunden, til de netop virker helt almindelige og normale, er, fordi de ikke kommer uden for hjemmets fire vægge, de dage, hvor de har det virkeligt dårligt både med sig selv om omverdenen. Det ser vi bare ikke, for de ønsker som regel ikke at vise, at de ikke bare er og har det som alle mulige andre.

Jeg har selv været nede med stress og mindre depression. Min sygemelding gjorde at jeg mistede modet til at møde andre mennesker. Dog tvang jeg mig selv afsted i Løbeklubben. Det var det, som hjalp mig på vej. Selvom der var lang vej dengang, hvor det kunne tage en arbejdsdag at tømme opvaskeren – spørg mig ikke hvordan det kunne lade sig gøre – det gjorde det bare. Man kan sige at jeg løb fra min sygmelding. Det er forskelligt, hvilken vej der er rigtig for hvem.

Meget symbolsk med teksten - på skiltet i blomsterkrukken  HUSK byd andre ind

Meget symbolsk med teksten – på skiltet i blomsterkrukken HUSK byd andre ind