Rask eller tabu

I gårsdagens avis kunne man læse at vores største tabuer er psykisk sygdom, religion og tro – samt tildels døden. Det kommer ikke bagpå mig. Jeg fik dog tidligt et anderledes syn på døden. Min farfar døde, da jeg var omkring seks, imens jeg var på ferie hos min barndomsveninde i Kolding.

 

Min farfar lærte mig at binde slips og han var sød til at lave sjov med os unger – og han havde altid Ben’s karameller. Jeg ved ikke, om vi var specielt tætte. Dog den dag han døde, var jeg trist uden at vide hvorfor. Mine forældre synes, at jeg var for lille til at deltage i begravelsen. Så de fortalte mig det først, da de hentede mig fra ferien.

Selvfølgelig ved jeg ikke, om det havde været anderledes at være med i kirken til begravelsen. Jeg vidste godt, hvad døden var. Vores hund Nicki var blevet aflivet efter en ”gadekamp” med en anden hund. Da jeg barn tænkte jeg nogle gange på, at det ikke var retfærdigt, at jeg ikke var med til begravelsen.  Dog bebrejder jeg ikke mine forældres valg.

 

Da vi gik i skole, mistede vi også en af vores klassekammerater ved en bilulykke. Chris MacDonald. Ja, ham den kendte, får mine tanker tilbage hver gang. Han var den sødeste og rareste dreng af dem alle. En kammerat. Den gang tænkte jeg, døden tager altid de bedste først. Og siden da begyndte jeg at læse dødsannoncerne bagerst i avisen.

Religion og død er ikke tabu for mig. Jeg kan godt forstå, psykisk sygdom er det. Nogle af dem som har modet til at fortælle om deres lidelser, bliver af andre talt bagom ryggen. De virker ofte, i de sammenhænge de deltager, som om de har det helt ”normalt”. De kan derfor få mærkaten: ”De fejler da ingenting, det er vist bare noget de lader som om”.

 

Grunden, til de netop virker helt almindelige og normale, er, fordi de ikke kommer uden for hjemmets fire vægge, de dage, hvor de har det virkeligt dårligt både med sig selv om omverdenen. Det ser vi bare ikke, for de ønsker som regel ikke at vise, at de ikke bare er og har det som alle mulige andre.

Jeg har selv været nede med stress og mindre depression. Min sygemelding gjorde at jeg mistede modet til at møde andre mennesker. Dog tvang jeg mig selv afsted i Løbeklubben. Det var det, som hjalp mig på vej. Selvom der var lang vej dengang, hvor det kunne tage en arbejdsdag at tømme opvaskeren – spørg mig ikke hvordan det kunne lade sig gøre – det gjorde det bare. Man kan sige at jeg løb fra min sygmelding. Det er forskelligt, hvilken vej der er rigtig for hvem.